Kattens anatomi er lignende andre felider, med stærke, fleksible kroppe, hurtige reflekser, skarpe tilbagetrækkelige klør, og tænder beregnet til at dræbe småt bytte. Som jægere i tusmørke bruger katte deres præcise hørelse og evne til at se i næsten total mørke til at finde bytte. Katte kan ikke blot høre lyde der er så lave, at mennesker ikke kan, men de kan også høre lyde der er højere end hvad mennesker er i stand til. Dette er fordi kattes naturlige bytte (ofte gnavere såsom mus) laver højfrekvens-lyde, så kattes hørelse har udviklet sig til at lokalisere disse svage, højfrekvente lyde. Katte lugter også meget bedre end mennesker.
Selvom de er enlige jægere er katte sociale dyr, og når katte kommunikerer, inkluderer det brugen af vokale lyde (miaven, spinden, hvæsen, brølen osv.) så vel som dufte og forskellige kropssprog.
Katte har en hurtig ynglehastighed. Under kontrolleret avl kan de avles og blive vist som registrerede stamtavle kæledyr der er en hobby inden for kattesport. Undladelse af at kontrollere opdræt af katte ved kastration og sterilisation samt efterladelse og opgivelse af tidligere husdyr har resulteret i et stort antal af vildtlevende dyr på verdensplan, med en befolkning på op til 60 millioner af disse dyr i Nordamerika alene.
Siden katte var kult dyr i oldtidens Egypten blev det antaget, at dyret blev domesticeret der, men der kan have været tilfælde af domesticering så tidligt som Stenalder Et genetisk studie i 2007 viste at alle huskatte nedstammer fra så få som fem hundyr af den Afrikansk vildkat (Felis silvestris lybica) c. 8000 f.v.t, i Mellemøsten Katte er i øjeblikket det mest populære kæledyr, og kan findes næsten overalt i verden.
Det engelske ord cat (ænglisc catt) er oprindeligt et låneord der blev introduceret til mange sprog rundt omkring i Europa til mange af Europas sprog fra Latin cattus og Byzantinsk græsk κάτιαinklusive det spanske gato, franske chat, tyske Katze, litauisk katė og det slavoniske kotka, blandt andre. Den endelige kilde til ordet er afro-asiatisk, antagelig fra det sent-ægyptiske čaute, hvilket er den feminine version af čaus "afrikanske vildkat". Ordet blev introduceret (sammen med det tamme dyr) til den romerske befolkning omkring ét århundrede fvt. Et alternativt ord med sprogligt slægtskab på mange sprog er det engelske puss (pussycat). Da det kun er attesteret fra det 16. århundrede kan det have været introduceret fra det hollandske poes eller fra det nedertyske puuskatte, hvilket igen er relateret til det svenske kattepus eller norske pus, pusekatt. Etymologien af dette ord kendes ikke, men det tyder på at reflektere de germanske sprogs navn af dette dyr.
Selvom vildkatte er de forfædrende arter hvorfra huskatte nedstammer er der flere mellemliggende stadier mellem indenlandske tamkat og racekatte, og disse helt vilde katte. Den halvt-vildtlevende kat er en kat der ikke ejes af en enkelt person, der dog alligevel generelt er venlige over for mennesker, og at de endda kan blive fodret af adskillige hjem. Vilde katte er forbundet med menneskelige boliger og kan fodres af mennesker eller foder i affald, men stadig er på vagt over for menneskelig interaktion.
Ligesom hunde er katte tågængere. Knoglerne i foden danner den nederste synlige del af benet. Til forskel for de fleste andre pattedyr går katten i girafgang (begge ben på den ene side og dernæst begge ben på den anden side). Når katten starter på en gåtur, strækker den først det bagerste højre ben frem, dernæst det forreste højre ben, så det bagerste venstre ben og det forreste venstre ben. Foruden at forbruge mindst mulig energi, gør denne gangart katten hurtigere, mere elegant og adræt, og forbedrer dens evne til at liste sig frem. Ydermere placerer katten sin bagerste pote så godt som præcist i sporet fra den forreste, hvilket efterlader færre synlige spor og laver mindst mulig larm. Går den over i trav, bevæger den det forreste højre ben samtidig med det bagerste venstre, og på samme måde det forreste venstre med det bagerste højre (diagonalgang). I fuld fart kan katten opnå en fart på næsten 50 km/t, hvilket bl.a. muliggøres af dens fleksible rygrad, der trækker sig sammen og strækker ud under sprint. Derudover bruger katten begge bagben til at løfte sig fremover i en masse små ”spring” fremad. I fuld fart kan bagbenene komme foran forbenene, så katten nærmest er flyvende. Katten kan dog ikke opretholde sådant et tempo ret længe, da dens sprintermuskler hurtigt trættes. Som de fleste andre medlemmer af kattefamilien har huskatten et sæt klør på hver pote den kan trække frem. Kløerne er normalt gemt bag skind og pels, hvilket forhindrer at de slides ved kontakt med jorden. Katten er i stand til frivilligt at trække kløerne frem på en eller flere poter. Hvor mange og hvor meget afhænger af om katten bruger dem under jagt, i selvforsvar, til at forbedre støtten ved bløde overflader eller til at lege med tøj, tæpper m.m. De fleste katte har fem klør på de forreste poter og fire på de bagerste. På forpoterne er der et fremspring der minder om en sjette ”finger”. Denne ”håndrodspude”, som katten har tilfælles med hunden og de store katte, sidder på indersiden. Den har ikke nogen funktion ved normal gang, men menes at forbedre fodfæstet ved spring.
Det engelske ord cat (ænglisc catt) er oprindeligt et låneord der blev introduceret til mange sprog rundt omkring i Europa til mange af Europas sprog fra Latin cattus og Byzantinsk græsk κάτιαinklusive det spanske gato, franske chat, tyske Katze, litauisk katė og det slavoniske kotka, blandt andre. Den endelige kilde til ordet er afro-asiatisk, antagelig fra det sent-ægyptiske čaute, hvilket er den feminine version af čaus "afrikanske vildkat". Ordet blev introduceret (sammen med det tamme dyr) til den romerske befolkning omkring ét århundrede fvt. Et alternativt ord med sprogligt slægtskab på mange sprog er det engelske puss (pussycat). Da det kun er attesteret fra det 16. århundrede kan det have været introduceret fra det hollandske poes eller fra det nedertyske puuskatte, hvilket igen er relateret til det svenske kattepus eller norske pus, pusekatt. Etymologien af dette ord kendes ikke, men det tyder på at reflektere de germanske sprogs navn af dette dyr.
Selvom vildkatte er de forfædrende arter hvorfra huskatte nedstammer er der flere mellemliggende stadier mellem indenlandske tamkat og racekatte, og disse helt vilde katte. Den halvt-vildtlevende kat er en kat der ikke ejes af en enkelt person, der dog alligevel generelt er venlige over for mennesker, og at de endda kan blive fodret af adskillige hjem. Vilde katte er forbundet med menneskelige boliger og kan fodres af mennesker eller foder i affald, men stadig er på vagt over for menneskelig interaktion.
En gruppe af katte kaldes for en "clowder". En hankat for en "tom", og et hundyr kaldes en "molly" eller "dronning". Den mandlige stamfader til en kat, især en racekat, er dens "far", og den kvindelige dens "mor". En umoden kat kaldes en killing. I middelalderens Brittanien var ordet kitten det samme som Catling.
En kat hvis herkomst er formelt registreret kaldes en racekat, renavlet kat, eller udstillingskat. I snæver forstand er en renavlet kat en hvis herkomst kun har individer fra samme race. En racekat er en kat hvis herkomst er registreret, men fog kan have stamfædre af forskellige racer. Katte hvis herkomst er ukendt kaldes langhårede huskatte eller korthårede huskatte.
Huskatten fik sit nuværende latinske navn Felis Catus i 1758, da Carl von Linné udsendte 10. udgave af sin Systema Naturae med en ny, revolutionerende inddeling af dyrearterne. Således betegner ”Felis” slægten, mens ”Catus” repræsenterer arten. Denne inddeling hedder binominal nomenklatur. Johann Christian Daniel von Schreber døbte den europæiske vildkat Felis Silvestris i 1775.Huskatten er en underart af vildkatten. Ifølge det internationale nomenklatursystem hedder katten F catus silvestris, om end der er en tendens til at betegne huskatten som F catus. Nyere forskning har slået fast at den europæiske huskat stammer fra den afrikanske vildkat, F. silvestris lybica. Derfor svæver katten mellem at være en underart af vildkatten og en under-underart af den afrikanske vildkat.
Huskatten vejer typisk imellem 4 og 5 kg og adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre medlemmer af Felis slægten. Visse racer som Maine Coon kan dog opnå en vægt på over 11 kg. En gennemsnitlig kat måler 23-25 cm i højden, 46 cm fra snudespids til den bagerste del af kroppen (hannen er lidt større end hunnen) og har en hale på 30 cm
Ligesom hunde er katte tågængere. Knoglerne i foden danner den nederste synlige del af benet. Til forskel for de fleste andre pattedyr går katten i girafgang (begge ben på den ene side og dernæst begge ben på den anden side). Når katten starter på en gåtur, strækker den først det bagerste højre ben frem, dernæst det forreste højre ben, så det bagerste venstre ben og det forreste venstre ben. Foruden at forbruge mindst mulig energi, gør denne gangart katten hurtigere, mere elegant og adræt, og forbedrer dens evne til at liste sig frem. Ydermere placerer katten sin bagerste pote så godt som præcist i sporet fra den forreste, hvilket efterlader færre synlige spor og laver mindst mulig larm. Går den over i trav, bevæger den det forreste højre ben samtidig med det bagerste venstre, og på samme måde det forreste venstre med det bagerste højre (diagonalgang). I fuld fart kan katten opnå en fart på næsten 50 km/t, hvilket bl.a. muliggøres af dens fleksible rygrad, der trækker sig sammen og strækker ud under sprint. Derudover bruger katten begge bagben til at løfte sig fremover i en masse små ”spring” fremad. I fuld fart kan bagbenene komme foran forbenene, så katten nærmest er flyvende. Katten kan dog ikke opretholde sådant et tempo ret længe, da dens sprintermuskler hurtigt trættes. Som de fleste andre medlemmer af kattefamilien har huskatten et sæt klør på hver pote den kan trække frem. Kløerne er normalt gemt bag skind og pels, hvilket forhindrer at de slides ved kontakt med jorden. Katten er i stand til frivilligt at trække kløerne frem på en eller flere poter. Hvor mange og hvor meget afhænger af om katten bruger dem under jagt, i selvforsvar, til at forbedre støtten ved bløde overflader eller til at lege med tøj, tæpper m.m. De fleste katte har fem klør på de forreste poter og fire på de bagerste. På forpoterne er der et fremspring der minder om en sjette ”finger”. Denne ”håndrodspude”, som katten har tilfælles med hunden og de store katte, sidder på indersiden. Den har ikke nogen funktion ved normal gang, men menes at forbedre fodfæstet ved spring.
Kattens ører har 32 muskler, og den kan bevæge ørerne uafhængigt af hinanden. Bortset fra nogle få racer hvor ørerne bøjer nedad, vender kattens ører opad. Når katten er vred eller bange bøjer den ørerne bagud. Det gør den også, når den leger eller lytter efter noget, der kommer bagfra.
Katte har et sæt specialiserede tænder, der gør dem i stand til at aflive et bytte og flå dets kød på samme måde som en saks klipper igennem stof. Kattens mundvand indeholder derudover en mild giftart, som især kommer fra to alkaloider koniin og gamma-konicein. Kattens rovtænder (premolaren og den første kindtand) er væsentlige ved indtagelsen af føde, idet dens små kindtænder ikke er i stand til at tygge føden på en effektiv måde. Kattens tunge er overdækket med 500 mikrometer lange pigge kaldet papillae. Disse pigge indeholder keratin hvilket gør dem stive og anvendelige til soignering. Huskatten kommunikerer på en lang række måder: den mjaver (adskillige slags), snerrer, hvæser, triller, spinder. Men kattens kommunikation er i mindst ligeså høj grad baseret på kropssprog som på de lyde den laver.
